Videnskab
metode til anskaffelse af objektiv kundskab
Videnskab er en metode for objektiv fremskaffelse af viden, samt betegnelsen på den viden, som er fremskaffet ved hjælp af en videnskabelig metode.
Den moderne videnskab regnes for at have haft sit gennembrud i 1600-tallet med den den videnskabelige revolution, hvor der via de metoder der var blevet anvendt i naturfilosofien siden Archimedes søgtes empirisk viden i stedet for blot at søge at opnå viden via religion.
Der findes mange forskellige videnskabelige metoder, hvilket har flere årsager. Dels er der forskellige vidensområder, som giver forskellige muligheder for at opnå viden. Et eksempel er forskellen på de videnskaber, der beskæftiger sig med naturen, og de der beskæftiger sig med mennesket og kulturen. I modsætning til naturens faste love antages det ofte at mennesket kan træffe frie valg, og at der derfor er stor forskel på de to områder. I dag skelner man ofte overordnet mellem tre hovedeområder, nemlig naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, hvor naturvidenskaben oftest leder efter lovmæssigheder mens humaniora primært “tolker” menneskelige udtryk i sprog, kunst, religion, filosofi osv. Samfundsvidenskab ligger et sted imellem de to, idet man dels søger at forstå generelle tendenser ved kvantitative metoder, og dels søger at tage udgangspunkt i menneskers forestillinger ved kvalitative metoder.
Udover vidensområdernes karakter, spiller det ind for valget af metode, hvad der er hensigten med de enkelte forskningsprojekter. Et eksempel fra samfundsvidenskaben i forbindelse med et folketingsvalg kunne være, at der ønskes en afklaring af, hvilket uddannelses- og indkomstniveau folk der stemte på socialdemokratiet generelt har. Dette kan klares ved en kvantitativ skemaundersøgelse. Der kan også ønskes en afklaring af, hvad det var, som fik folk til at give socialdemokratiet deres stemme. Her kan det være svært at lave en skemaundersøgelse, da det kan være, at årsagen endnu ikke er kendt, og denne derfor ikke kan skrives på skemaet som svarmulighed. I så fald kan der laves interviewundersøgelser, hvor man søger at spørge ind til og forstå, hvad der har været folks grunde til at stemme, som de har gjort. Endeligt kan man være optaget af, hvorvidt socialdemokratiets politiske forslag vil gavne menneskers frie og lige udfoldelse i samfundet. Det vil kræve en kritisk analyse, med en række normative afklaringer og forsøg på at forstå forskellige faktores samspil.
Endelig har forskellige forskere forskellige videnskabsidealer og de er herudover i mere eller mindre grad påvirket af den vidensskabskultur, som hersker blandt kollegaer samt evt. de krav, som stilles til vidensformen fra offentligheden, politikere, virksomheder eller hvem der har efterspurgt og/eller skal anvende forskningen. En gruppe videnskabsmænd kan f.eks. være optaget af, at al videnskab skal kunne sættes på logiske formler. Eller hvis viden skal anvendes i TV, er det godt med modeller og tal, som gør tingene mere entydige og lette at forstå.
Ofte siger man, at forskning grundlæggende fremkommer ved at forskere lancerer teorier eller hypoteser for at forklarer et eller flere fænomener. Disse efterprøves i forhold til observationer (“empiri”). Hvis teorien kan forklare observationerne, er teorien styrket; hvis observationerne modsiger teorien, må teorien forkastes eller modificeres. Strengt talt kan man ikke sige at noget kan være “videnskabeligt bevist”, kun at det er videnskabeligt sandsynliggjort, da der indtil videre ikke er nogen observationer der modbeviser teorien. Derfor påstår videnskabsfolk ikke at de besidder “Sandheden” for al fremtid, bare at videnskaben til enhver tid har de mest plausible, troværdige og mest modsigelsesfrie viden på sit fagfelt. Denne beskrivelse er dog mest rammende for naturvidenskaben, og selv i forhold til dette område, vil nogen hævde, at denne beskrivelse reelt ikke indfanger, hvad der er på spil i den videnskabelige praksis.